Generationsskifteskat koster arbejdspladser

Interview med Bestyrelsesformand i Foss, Peter Foss.

Af Henrik Ørholst

Peter Foss er anden generation i Familievirksomheden ”Foss”. Han er i dag ude af den daglige ledelse, og det giver ham til tid til andre ting, bl.a. til at arbejde for netværket ”Vækst i Generationer”, som består af de 11 største familieejede virksomheder i Danmark. Læs mere på www.igenerationer.dk.
Virksomheden ”FOSS” blev stiftet samme år som Peter Foss blev født. Det var i 1956. ”Firmaet og jeg kom til verden samme år. En af dem blev en succes”, starter han med at slå fast med et smil på læben en gråvejrsdag, hvor interviewet finder sted.

I dag er der mere end 1250 medarbejdere i den Hillerød-baserede virksomhed, som blev startet af Nils Foss under beskedne rammer. Virksomheden fremstiller måleudstyr til at styre kvaliteten og produktionen af landbrugsprodukter og fødevareri. 98 procent af omsætningen ligger uden for Danmarks grænser.

I dag er Peter Foss bestyrelsesformand i familievirksomheden. Tidligere var han CEO;

”Det har været en stor fordel for virksomheden. Det gav plads til, at en række nøgleledere kunne rykke et skridt op i hierarkiet. Jeg havde været direktør siden 1985, og i 2011 mente jeg, at tidspunktet var rigtigt for at træde ud af den daglige ledelse. Det gav ny dynamik og karrieremuligheder for nøglemedarbejderne. For mig selv betyder det, at jeg stadig følger virksomheden tæt, men også at der er tid til andre ting. Det er mest bestyrelsesarbejde og den erhvervspolitiske indsats, som jeg bruger tid på nu. Ikke mindst i forbindelse med de familieejede virksomheder”.

Danmark er en nation af familieejede virksomheder, og mange af de store virksomheder er startet af en familie. 12 ud af 16 virksomheder i C20 var oprindeligt familieejede. 1,3 millioner af de beskæftigede i Danmark er ansat i familievirksomheder, der er kendetegnet ved stabile overskud. Også i tider hvor konjunkturerne svigter. Samtidig er der høj soliditet. Her er skat på generationsskifte en trussel mod virksomhedernes eksistens. Det trækker penge ud af virksomhederne, og det skader ikke bare den enkelte virksomhed, men også beskæftigelsen i Danmark.

”Generationsskifteskatten bør afskaffes. Den koster arbejdspladser. Det er en ekstraskat, som næsten kun rammer familieejede virksomheder. I forhold til andre ejerformer er vi således bagud på point i forhold til de andre. Den dræner virksomhederne for soliditet og likviditet i betydeligt omfang. Selvom den finansielle krise – ifølge nogle økonomer – er overstået, så har vi ikke brug nogen bremse på væksten. Det skaber arbejdspladser.

Det kræver ikke besparelser eller skat på andre områder for at afskaffe skat på generationsskifter. Peter Foss mener, at den vil være selvfinansierende;

”Når der bliver skabt flere arbejdspladser, er der flere skuldre til at bære og betale skat. Det vil derfor være en god forretning for hele Danmark at afskaffe skat på generationsskifter. Pengene kommer hjem igen meget hurtigt. Erfaringerne viser, at der bliver investeret mindre i årene før et generationsskifte for at skaffe penge nok til skatten. De vil også investere mindre, efter generationsskiftet er foretaget. Færre investeringer giver færre arbejdspladser. Sverige har afskaffet den form for skat. Tallene taler deres tydelige sprog. De familieejede virksomheder fylder meget i Danmark, og den viden er gået lidt i glemmebogen på Christiansborg. Hvis vi kan sikre os, at den viden bliver kendt, er vi allerede nået et godt skridt på vejen. Vi udgør rygraden i dansk erhvervsliv og er derfor en fødekanal til det, som bliver store virksomheder på et tidspunkt. Alle store virksomheder har været små en gang. Og hvis man fjerner grundlaget for de små, betyder det samtidig, at der ikke kommer nye store virksomheder i Danmark”.