Sjælen i dansk erhvervsliv

Familievirksomheder giver sjæl
Interview med bestyrelsesformand Georg Gundersen, Assens Tobaksfabrik
Af; Henrik Ørholst

Georg Gundersen har været piberyger (næsten) hele sit liv. Favoritmærket er Rød Orlik. Lige nu holder han pause med rygningen, fordi han er gået over til røgfri tobak lakrids og skrå suppleret med svensk portionssnus. Som bestyrelsesformand spiller han en aktiv rolle i familievirksomhedens udvikling. Det kan give diskussioner; men altid konstruktivt, og det sikrer fremdriften.

Hvad er din virksomhed mest kendt for – og hvad er din rolle?
Min søn er CEO, og jeg sidder som bestyrelsesformand. Stafetten er dermed givet videre fra fjerde til femte generation i familien. Jeg er involveret i udviklingsdelen og den strategiske udvikling af virksomheden.

Hovedforretningsområdet var pibetobak. De fleste kende os for ”Perle” og ”Rød Orlik”. Vi var verdens største inden for vores område. Men nu er snus og skrå vores voksende forretningsområde.

Er det ikke en udfordring, at sønnen er CEO og faren er bestyrelsesformand?
Det kan være en udfordring. Hos os har det fungeret i nogle år, og det har været upåklageligt. Der er ind-i-mellem diskussioner over aftensmaden derhjemme om, hvilken retning virksomheden skal udvikle sig i. Det er altid gode diskussioner, som er med til at bringe os videre. Ikke mindst fordi min søn har et meget stort engagement med at føre tobakstraditionen videre og foretage investeringer i andre selskaber. Hvis man kaster et blik tilbage i historiebogen, har vi altid foretaget investeringer udenfor vores industri. Det har vi ofte en livlig og fordomsfri diskussion om.

Hvorfor meldte du dig ind i Family Business Denmark?
Tobaksindustrien har skiftet fra at være præget af familieejede virksomheder til at være en globaliseret og multinational industri. Min erfaring er, at der er mere fokus på kunden og bedre kollegiale forhold i de familieejede virksomheder. Vi skal ikke ret mange år tilbage, før der var 35 forskellige virksomheder i Danmark i vores industri. I dag er vi fire tilbage.

Derfor vil jeg gerne være med til at styrke en forening der er med til at sikre gode rammevilkår for familieejede virksomheder i Danmark.

Hvad vil du gerne have ud af Family Business Denmark?
Det er ikke mindst de løbende arrangementer, der trækker. Det giver en stor inspiration, når vi kommer ud og besøger hinandens virksomheder og ikke mindst at høre om, hvordan andre har gennemført deres generationsskifte.

Generationsskifte kan gøres på mange måder. Vi har valgt at holde tobaksaktiviteterne samlet. Både min søn og datter er gået aktivt ind i virksomheden.

Det er vigtigt at holde familievirksomheden samlet. Der går noget tabt, hver gang der bliver solgt noget fra, og trist når den frasolgte virksomhed skal være en del af en stor multinational koncern. Foreningen har derfor en rigtig god mission om at fastholde de familieejede virksomheder.

I Danmark er de familieejede virksomheder rygraden af vores beskæftigelse. Ikke mindst Danfoss, Grundfos, A.P. Møller-Mærsk og LEGO viser værdien af det at være familieejet eller kontrolleret af en familie.

Hvad betyder familieejede virksomheder for den lokale udvikling?
For en virksomhed som BAT (British American Tobacco), der har produktion mange steder i verden, betyder det ikke ret meget at være til stede i Danmark med produktion. Da de overtog House of Prince, gik der ikke ret lang tid, før de valgte at lukke produktionen i Søborg.

Der er meget mere sjæl i familieejede virksomheder, og det giver et engagement med lokal udvikling. I Odense er der ikke ret mange familieejede virksomheder tilbage. Det har suget liv ud af byen, og dermed er udviklingen gået i stå. De stolte familieejede virksomheder er stort set væk, og de multinationale virksomheder kommer sjældent og placerer en stor fabrik, som kan bidrage til udviklingen.